BAG OM: MIT EUROPÆISKE JEG
Når man ser et visuelt produkt, ser man udelukkende dets output. Hvad man ikke ser, er alt det arbejde der ligger bag det færdige produkt. Timevis af hårdt arbejde, sejre og nederlag. Arbejdsprocessen i udarbejdelsen af en video kan godt virke lettere mytisk set udefra. Det vil jeg forsøge at afmystificere, ved i en række opslag at tage dig et dyk med ned i maskinrummet.
Af: Asger Stage
Vinteren 2019 blev jeg præsenteret for et fascinerende projekt. Europaparlamentsvalget var lige om hjørnet. Udviklingsmøderne var i fuld gang i DR Byen. En af opgaverne var, at der skulle udvikles og produceres et digitalt signaturformat målrettet de 18-29-årige op til EP-valget. Et format, der skulle skille sig ud fra mængden og engagere de unge stemmedygtige danskere i det kommende valg.
Den opgave fik nogle af mine dygtige kollegaer lov til at eksekvere på. De fik en god idé. En idé, som jeg var så priviligeret at få lov til at producere. Jeg var næsten lige fyldt 20 år på daværende tidspunkt, så erfaring med opgaver i den kaliber kunne jeg endnu ikke prale af. Det var dog ingen hindring.
Vi var på vej til et europæisk parlamentsvalg med 28 lande, der alle sammen ville komme til at have indflydelse på den europæiske politik. En politik, der også berører Danmark. De er vores medborgere, om vi vil det eller ej. Så vi satte os for at lære dem bedre at kende, nedbryde grænser og se hvem vi egentligt bor under samme tag med.
Idéen var original. Et visuelt båret format, hvor to fremmede mennesker skulle sættes op med hinanden på en klassisk Facetime, og konversere om alt mellem himmel og jord. En dansker og en x-europæer. Personerne var nøje castet, således at de var tætte kopier af hinanden - alter egoer. Eneste forskel på dem var, at de var vokset op i forskellige kulturer.
Præproduktionen
Ovenstående er mine egne noter til formatet. Lettere flyvske og mest af alt stikord til mig selv. Dog vedhæftet, for at give et indblik i præproduktionsfasen.
Jeg gik i præproduktionsmode. En af de vigtigste processer i hele filmforløbet, som desværre ofte bliver nedprioriteret. Det er her alt i tanker og research bliver gjort, således at der er en visuel rød tråd og gennemtænkt brug af forskellige virkemidler. For ikke at drukne i mediestrømmen, er det vigtigt at opbygge et produkt der differentierer sig fra mængden og performer på så mange strenge som muligt. Det er ikke noget man bare gør, når man først står ude i marken. Det skal helst være tænkt på forhånd. Heldigvis var der afsat tid til det, og det skulle udnyttes.
Formatet lå klar på bordet. Det skulle bare oversættes til et visuelt sprog. Opgaven var dog ikke ligetil. En videosamtale kan meget hurtigt virke fjern, og mildt sagt kedeligt. Jeg blev nødt til at være kreativ, for ikke at falde igennem allerede der. Jeg fik på to dages tid udarbejdet et storyboard, oprimset nogle visuelle guidelines, skitseret et teknisk workflow, udarbejdet udstyrsliste og hyret dygtige Kasper Bøttern ind til at filme i den anden ende af røret og hjælpe til i postproduktionen. Han gjorde et fantastisk stykke arbejde.
Visuelt søgte vi inspiration langt væk fra DR's sædvanlige stil. Jeg analyserede adskillige succesfulde YouTube-videoer, for at vurdere hvilke træk der kunne benyttes derfra, til at ramme målgruppen i øjenhøjde. Jeg fik muligheden for at prøve nogle mere vovede visuelle kneb af, og det havde jeg i sinde at udnytte.
Vi jagtede en organisk- og YouTube-inspireret vibe. Vibrante lettere fadede varme farver, levende kamerabevægelser, slow-mo, minimal dybdeskarphed, kreative overgange og en tempofyldt vovet klipning med mange musikskift og diverse overlays skulle bidrage til denne stil. Jeg fik testet alt igennem med Bøttern' og vi var på rekordtid topforberedte til at besøge 10 destinationer i Europa på godt og vel to uger.
Produktionen
Vi splittede op i to hold. Et hold til hver ende af røret. Jeg teamede op med den dygtige og talentfulde tovholder og tilrettelægger på projektet - Esben Rud Ammundsen - som jeg besøgte Grækenland, Frankrig, Spanien, Italien og Litauen med, foruden 5 danske byer. I den anden ende af røret tilrettelagde Nikolaj Sander med Kasper Bøttern ved sin side som kameramand. De fik tjekket ind i Østrig, Sverige, Tyskland, Rumænien og Holland foruden de 5 danske byer de tog, mens vi var i udlandet.
Projektet skulle eksekveres på rekordtid. Vi gik i gang ultimo marts. Valget var i ultimo maj. Rigeligt med tid, vil man umiddelbart tro. Desværre ikke i vores situation. Vi var også lykkes med at pitche et format af samme kaliber ind til Folketingsvalget. Et valg, der i den periode kunne blive udskrevet når som helst. Så der skulle bare knokles igennem, før vi skulle Danmark rundt i en pølsevogn med den gode Esben Bjerre. Den historie må i få en anden dag. Travlt, det havde vi.
Vi fik produceret, og det gik over al forventning. Det kunne vi især takke Lise Kongsgaard Prag for. Hun sad som produktionsleder bag sin PC i DR Byen, og fik ordnet alt praktisk uden at træde forkert en eneste gang. Hun var som en gave sendt fra himlen til et så hektisk projekt. Hun havde vores ryg gang på gang. En person som hende er uundværlig i et projekt a lá dette.
Postproduktionen
Efter 2 ugers tid med hotel og cafemad, kom vi i hus. Så skulle der bare klippes! Jeg hev igen den gode Kasper Bøttern ind her, til at aflaste. Han er en gæv jyde fra Hou, så han blev indlogeret i et par uger på en madras i min lejlighed på Nørrebro.
Vi var sammen non-stop i den periode. Vores program i de dage vi klippede var simpelt. Stå op. Tage et bad. Køre ind til DR Byen. Spise en ostemad fra køkkenet i Newsroom. Klippe til kl. 12. Spise en halvsløj frokost fra DR-kantinen. Klippe videre til om aftenen. Bestille en god bid mad fra Wolt. Klippe videre. Drikke lidt Red Bull. Hjem og sove. Repeat. Det var hektisk, men også super sjovt. Ikke så lang tid efter, havde vi 6 versionaliserede korte videoer klar til DR3's Facebook-side og en lang version til DRTV. Alt var godt.
Eller, alt var næsten godt. Da det sidste kryds skulle sættes, og det lange program til DRTV skulle eksporteres fra klippeprogrammet Premiere Pro, gik noget galt. Vi fik en fejlbesked. Den kunne ikke eksporteres... Og fejlen var ukendt. Jeg prøvede alle tricks jeg kendte, uden held. Jeg hev DR's førende eksperter på området ind i klipperummet. De forsøgte - uden held. Jeg skrev til de dygtigste på området i branchen jeg kendte - uden held. Der var efterhånden gået et par dage. Deadlinen var skredet. Folketingsvalget var lige om hjørnet. Alt var i teorien færdigt. Vi kunne bare ikke få en videofil hevet ud af redigeringsprogrammet. Alt det hårde arbejde, for en ukendt IT-fejl, vi ikke havde nogen løsning på.
Stemningen var efterhånden lidt trykket. Jeg fik dog en sidste idé til at løse det. Hev alt over på min egen PC. Konverterede projektfilen til et nyt format, pillede ved nogle tekniske ting, eksporterede på en ny måde og lige pludselig virkede det... Voila! Metoden jeg benyttede gav godt nok nogle små artefakter såsom enkelte glitches og blåt støj i skyggeområderne. Det var dog ting vi godt kunne leve med, alt taget i betragtning! En del bedre end intet program i hvert fald.
Programmet blev skudt afsted. Mit første program til DRTV i øvrigt. Det hyggede sig i en god rum tid øverst på DRTV's frontside, og alt var godt. Nu skulle jeg bare hjem og slappe af. Endeligt!
Næste dag udskrev Lars Løkke folketingsvalg. Længere blev den ferie ikke.
Skærmbillede af programmets placering på frontsiden af DRTV. Længere nede på skærmbilledeses "FV19: Kandidattesten på tur - med Esben Bjerre", som jeg også skød og klippede med næsten det samme hold.
Link til programmet "Mit Europæiske Jeg":
Link til de 6 korte versionaliseringer til DR3's Facebook-side:
https://www.facebook.com/dr3dk/playlist/829977350716435/